EU har også et økologimærke. Det er en dokumentation for at varen er produceret efter retningslinjerne i EU’s økologiforordning. Siden 1. juli 2010 har det været obligatorisk at anvende EU´s økologimærke på økologiske fødevarer, der pakkes inden for EU.
Det økologiske mærke må kun bruges på produkter, der er certificeret som økologiske af et autoriseret kontrolorgan eller agentur. Det betyder, at de har opfyldt strenge betingelser for, hvordan de produceres, transporteres og opbevares.
Princippet i økologisk landbrug er, at gården skal drives efter de økologiske regler uden genetisk modificerede organismer (GMO) og syntetiske stoffer. Under produktion og forarbejdning skal de økologiske og ikke-økologiske produkter adskilles tydeligt og forurening skal forhindres. For at nå det økologiske marked skal hele kæden af økologisk produktion inspiceres.